Madagaskar — Lemurer og regnskov
2023
Det meste af Madagaskar har været dækket af regnskov med en overflod af dyrearter som ikke lever andre steder i verden. I dag er der kun en lille rest tilbage — 10 procent af øens oprindelige regnskov er tilbage, de oprindelige store og frodige vædområder er også hårdt ramt, fordi skoven fældes, hvorefter enorme mængder silt og sediment skylles ned af bjergene og fylder vædområderne op.
90% af alt varmt mad bliver tilberedt over trækul, så hver dag bliver der brugt trækul til næsten 30 mio måltider (befolkning på ca. 33 mio). Alene til madlavning bruges der således enorme mængder træ som fældes i skovene.
Vi landede i hovedbyen Antananarivo og kørte i kraftige firhjulstrukne biler mod den østlige kyst. Vi gjorde flere stop i små reservater, hvor de forsøgte at beskytte lemurer. Nogle reservater er så små, at der kun lever nogle ganske få lemurfamilier; andre reservater er adskillige km² og har en større population og forskellige arter. Madagaskar har indtil nu registreret 112 forskellige lemurarter. Når man går rundt i et reservat, har man altid en guide med — de ved, hvor de skal lede efter dyrene, og nogle steder har de bananstykker med for at lokke dem tæt på.
Helt ude ved østkysten ligger Aye-aye Island (kan søges i Google Maps). Her har de lokale forsøgt at beskytte en nat-aktiv lemurart som de kalder Aye-Aye. Den har været jaget af lokale som følge af overtro. Nu betaler turister for at besøge øen, hvor de overlevende individer er sat ud. På den måde håber man på, at arten overlever.
Se en lille film fra Aye-Aye Island →
Vi boede på Palmarium Hotel Ankanin’Nofy — det er meget specielt fordi det nu er ejet af de lokale. Turisterne som besøger hotellet brødføder derved nu ca. 100 personer som bor rundt om hotellet i en lille landsby.
Madagaskar har været styret af Frankrig indtil slutningen af 1959, og meget af den infrastruktur fra den franske tid bliver stadig brugt. Det er dog ikke holdt ved lige og har derfor været i forfald de sidste 60 år. Den eneste måde man med rimelighed kan flytte sig på er i kraftige firehjulstrukne biler, og selv da er gennemsnitshastigheden på de største og vigtigste veje som N2 omkring 20 km i timen. På Madagaskar regner man ikke i afstande, men udelukkende i, hvor mange timer det tager at komme derhen. Vores tur fra kysten og tilbage til Antananarivo var 285 km og det tog 12 timer. Man kan kun bruge vejene fra solen står op til den går ned, fordi vejene ikke er brugbare i mørke. Det er helt normalt med ½ meter dybe huller i vejene — ingen striber og ingen afmærkninger.
Montagne d’Ambre National Park
Den anden del af rejsen gik til den nordlige del af øen, hvor der endnu er nogle store naturreservater på 40×40 km. I disse store områder lever der stadig vilde lemurer og et væld af andre mærkelige dyr. Vores guide fandt verdens mindste kamæleon — mindre end 3 cm fra hoved til hale, men ellers ligner den en helt almindelig stor kamæleon. Chancen for at se lemurerne i disse store urskove er kun lille, men man kan sagtens høre dem når de kalder. De store sorte lemurer kan om morgenen høres på flere kilometers afstand.
Halvdelen af alle entreindgtægterne, som turisterne betaler, går til de lokale. På den måde sikrer man, at skoven bevares og at dyrene ikke bliver brugt til mad.
Når man kører fra højlandet inde på øen og ud mod kysten kan man se, at floderne er helt gule som mudder og bjergene er helt golde, fordi det meste af jorden er skyllet væk. Det er uendelig trist at se, når man ved at hele øen har lignet de frodige små reservater som endnu er tilbage.
Lemurer findes i alle størrelser og farver, og hver art lever typisk kun i et lille område af Madagaskar, fordi de er afhængige af nogle ganske bestemte træer eller planter. Den sorte er den største art, og har en meget kraftig stemme som de flittigt bruger.
De sidste dage tilbragte vi på badeøen Nosy Be — der er ren afslapning, badning og svømning rundt med store havskildpadder.
Som europæer er det meget svært at forstå, hvordan et land med over 30 mio. indbyggere kan tillade en så omfattende ødelæggelse af naturen — på en måde så man i århundrede fremover gør det umuligt at dyrke afgrøder på de golde bjergsider. Man tjener penge lige nu (overlever), men gør det umuligt for kommende generationer at dyrke jorden. Ifølge en af vores guider bliver der lavet en del hjælpeprojekter — f.eks. at bygge skoler — men hvis der ikke bliver betalt bestikkelse, får de ikke en ibrugtagningstilladelse. I de områder af landet hvor der findes guld og andre værdifulde metaller, er kineserne meget dygtige til at få indflydelse for at kunne udnytte ressourcerne, og desværre igen uden at de lokale får glæde af det.
Rejsetips til Madagaskar
- Det er nødvendigt at entrere med et lokalt rejsebureau. Vi fik fat i en med lokale kontakter — dem brugte vi, og det fungerede fremragende. Vi var ikke kommet rundt på øen uden guide.
- Du skal have meget store mængder af små pengesedler ved hånden svarende til nogle få kr. for at betale bærere, gider og alle mulige småting. For os var det en evig kamp for at have nok små sedler — så veksl til små sedler på hoteller eller andre steder når du kan.
- Hvis du er fotograf, så medbring et macro-objektiv og eventuelt tilhørende blitz. Der er så mange spændende små dyr som bare venter på at blive fotograferet.